Annonce

Annonce

Æg på samlebånd

Dyrenes Beskyttelse trækker sin anbefaling af øko-æg tilbage, fordi der er så høj en forekomst af brystbensbrud i den danske ægproduktion. Foreningen råder dog stadig forbrugere af æg til at vælge de økologiske varianter.

Dyrenes Beskyttelse fjerner sin anbefaling på økologiske æg

Dyrenes Beskyttelse vil ikke længere have sit anbefalingsmærke på frilands- eller økologisk æg, så længe hønerne brækker brystbenet i produktionen. Spiser man æg, bør man dog stadig vælge de økologiske, lyder det fra foreningen.

Opdateret d. 2/3 kl. 13:20 med kommentarer fra Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse vil ikke længere lægge navn og anbefaling til æg fra frilands- og økologiproduktionen. Derfor fjerner organisationen nu sit "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse"-mærke på alle æg, der tidligere har levet op til kravene.

Det sker, som konsekvens af at det sidste år kom frem, at 85 pct. af de æglæggende høner i den danske produktion lider af brud på brystbenet.

'Kravene til produktion af æg under 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse' er nu opdateret, så der selvfølgelig ikke må forekomme brystbensbrud hos høner, der lægger æg omfattet af mærket. Eftersom producenterne ikke nu og her har mulighed for at efterleve det krav, har vi desværre været nødt til at opsige aftalerne for æg under mærket. Det betyder, at der lige nu ikke er nogen æg, som kan anbefales af Dyrenes Beskyttelse,' skriver Dyrenes Beskyttelse i sit medlemsmagasin.

Foreningen tilføjer, at dens råd til forbrugerne er at spise færre æg, og når der skal vælges æg, bør man vælge de økologiske.

Beslutningen vækker både skuffelse og forståelse hos Lars Bredahl, der er formand for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening.

"Jeg er selvfølgelig ked af det og nok også en smule skuffet, men en del af mig kan godt forstå det. Det er en svær situation for os alle og i særdeleshed for Dyrenes Beskyttelse. Mærket angiver jo en ekstra velfærd på nogle områder, og når det handler om høns, er det jo velkendt, at vi står med en meget stor udfordring. Men overordnet set ærgrer jeg mig over beslutningen, og jeg havde hellere set, at de havde taget dialogen med os," siger Lars Bredahl.

Fastholdt mærket i første omgang

I forbindelse med et stormøde i november, hvor branchen og fødevareminister Rasmus Prehn (S) deltog for at diskutere problemet, udtalte Dyrenes Beskyttelses direktør, Britta Riis, at foreningen dengang ville have trukket mærket tilbage, hvis man ikke havde fået noget ud af mødet.

"Men nu er der så god vilje og initiativ. Vi går i dialog med vores producenter for at høre, hvilke initiativer de mener, at de kan igangsætte med det samme for at gøre noget på den korte bane," sagde Britta Riis bl.a. dengang.

I december besluttede bestyrelsen i Dyrenes Beskyttelse imidlertid at skærpe kravene til mærket, så det ikke kan komme på æg, så længe der er brystbensbrud forbundet med produktionen. Samtidig var der ikke lagt op til, at problemet kan blive løst på den korte bane, og derfor traf foreningen beslutningen om at trække mærket tilbage, indtil der er rettet op på det.

"Man skal huske på, at vi er Dyrenes Beskyttelse. Vi kan ikke sætte vores mærke på noget, hvor vi ved, at der er et grelt problem. Vi kunne forsvare at gøre det i en kort periode, men der var ikke udsigt til at få det løst foreløbig," forklarer foreningens direktør, Britta Riis, som tilføjer, at beslutningen ikke handler om en utilfredshed med det arbejde, der foregår i branchen for at løse problemet:

"Men vi kiggede ind i løsningsmulighederne og kunne konstatere, at det tager noget længere tid end bare et par måneder at få løst."

Såfremt problemet på et tidspunkt bliver løst, skal producenterne kunne dokumentere, at der ikke forekommer brystbensbrud, hvis de atter skal kunne få tildelt mærket.

Lars Bredahl fastslår ligeledes, at arbejdet med at få løst problemet ér i gang.

"Jeg mener bestemt ikke, at det er gået i stå. Jeg føler, at vi har gjort rigtig meget i ØL og har gang i rigtig mange initiativer. Spørgsmålet er, om vi har været gode nok til at kommunikere, hvad vi har gjort. Efter stormødet i november blev der udarbejdet et idekatalog, og vi er i fuld gang med at prøve at søge midler til større projekter og samtidig prøve nogle konkrete ting af. Velvidende at det ikke bliver løst over natten synes jeg, at vi har gang i mange ting," siger han og nævner, at han også netop lige har været til møde i Fødevareministeriet for at drøfte sagen.

På grund af opsigelsesperioden kan forbrugerne i en overgangsfase stadig finde æg med mærket.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd